2025-priser for vand og spildevand
Fra 1. januar 2025 bliver det en smule dyrere at åbne for vandhanen og skylle ud i toilettet for Vejen Forsynings kunder. Stigningerne skyldes nødvendige investeringer i klimasikring, kloakseparering, it-sikkerhed og andre forbedringer. De nye priser er netop blevet godkendt af Vejen Byråd.
Priserne på vand og spildevand stiger fra årsskiftet. Stigningerne skal dække udgifterne til en modernisering af infrastrukturen og øgede driftsomkostninger.
- Renoveringen af to af vores renseanlæg er en af årsagerne til prisstigningerne. Begge anlæg er afgørende for, at vi fortsat kan behandle spildevand i overensstemmelse med miljøkrav. Samtidig forbedrer vi både kapacitet og energieffektivitet, hvilket mindsker vores samlede klima- og miljøpåvirkning, forklarer Marianne Randrup Rasmussen, direktør i Vejen Forsyning.
Klimaforandringer kræver handling
Vejen Forsyning intensiverer desuden indsatsen for at imødegå klimaforandringerne, der medfører flere ekstreme regnskyl. Blandt de kommende initiativer er flere kloaksepareringer, som skal øge kapaciteten og reducere risikoen for oversvømmelser og overløb.
Derudover investerer forsyningen også i bedre it-sikkerhed: - It-sikkerhed er vigtigere end nogensinde, da vi som samfund i stigende grad udsættes for cypertrusler. Vores nye investeringer skal beskytte både systemer og data – og i sidste ende vores kunder, understreger Marianne Randrup Rasmussen.
Hun anerkender, at prisstigninger kan være en udfordring for kunderne, men fremhæver, at de er nødvendige for at fastholde den kvalitet, service og sikker forsyning, som kunderne forventer.
- Vi gør alt, hvad vi kan, for at begrænse konsekvenserne for vores kunder og fortsætter med at kommunikere åbent om vores investeringer og strategier, forsikrer hun.
Så meget stiger priserne
Fra 1. januar 2025 stiger prisen på spildevand fra 45,63 kr. til 52,19 kr. pr. m³ inkl. moms. Vandprisen stiger fra 10,31 kr. inkl. moms til 10,94 kr. pr. m³ inkl. moms. Samlet set vil en typisk husstand med to voksne og to børn med et forbrug på 110 m3, der både betaler for vand og spildevand, få en årlig merudgift på 853,13 kr. inkl. moms i 2025. Også det faste bidrag, som alle kunder betaler for at være tilsluttet offentlig kloak, stiger lidt fra 700 kr. til 762,50 kr. inkl. moms.
Hvad kan du selv gøre?
Som kunde hos Vejen Forsyning betaler du for det vand, du bruger, og for afledningen af spildevand – alt sammen baseret på aflæsning af din vandmåler. Du kan reducere din regning ved at mindske dit forbrug. Over halvdelen af vandforbruget bruges typisk på badeværelset. Overvej derfor kortere bade og udskift gamle toiletter med mere vandbesparende modeller.
Nye priser fra 1. januar 2025
De opdaterede priser gælder fra 1. januar 2025. Du kan finde de præcise priser og flere spareråd på vores hjemmeside: www.vejenforsyning.dk
Kontaktoplysninger
Marianne Randrup Rasmussen, direktør i Vejen Forsyning, tlf. 76 32 66 01, mail: mrra@vejenforsyning.dk