Spring over menu

Vejen Forsyning som arbejdsplads

Vi er en virksomhed med fælles kultur og værdier, der er skabt i et samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Hos os er det vigtigt, at alle har ansvar og medindflydelse. Vi sørger også for, at der er gode muligheder for faglig udvikling gennem kurser og efteruddannelse.

Som medarbejder hos os kan du forvente:

  • Gode fysiske rammer
  • Attraktive løn- og ansættelsesforhold
  • Personalegoder, sundhedsforsikring og en god pensionsordning
  • Et introforløb som ny medarbejder

Vil du være med til at sikre rent drikkevand og en høj forsyningssikkerhed? Vil du arbejde med at udvinde ressourcer af det vand, som vi renser og sender videre, så det kan indgå i kredsløbet igen? Hos os er der mange jobmuligheder - fra kundeservice og økonomi til teknisk design, håndværk og ingeniørarbejde. 

Vi er 34 medarbejdere, som arbejder for at sikre god service og kvalitet. Vil du hjælpe denne udvikling på vej? Så er du måske vores nye kollega.

Ledige stillinger

Vi har pt. ingen ledige stillinger.

Uopfordret jobansøgning

Vi værdsætter din interesse i at blive en del af vores virksomhed, men af hensyn til GDPR-reglerne modtager vi desværre ikke uopfordrede ansøgninger. Alle ledige stillinger bliver slået op på vores hjemmeside, så vi opfordrer dig til løbende at holde øje med vores jobside. Vi ser frem til at høre fra dig, når den rette stilling bliver ledig.

Mød en medarbejder

Mød Janni Ransby Nielsen, kundeansvarlig
Kundeservicemedarbejder foran skærm

Goddag, hva' jeg kan hjælpe dig med?

Når du ringer til Vejen Forsyning, får du fat i Janni Ransby Nielsen eller en af hendes to kollegaer. Sammen udgør de Vejen Forsynings kundeservice og besvarer spørgsmål om alt fra regninger, acontobetalinger og afdragsordninger til tømningsordninger og meget mere.

- Mange tænker ikke over deres spildevand eller vandforbrug i det daglige, eller hvordan det bliver afregnet. For eksempel hænger prisen for afledning sammen med vandforbruget. Andre har konkrete spørgsmål til deres årsafregning eller acontobetalinger, forklarer Janni, der er uddannet kontorassistent med speciale i inkasso.

Før Janni for 10 år siden blev ansat i Vejen Forsyning, arbejdede hun både i det private, det offentlige og i et energiselskab. Denne brede erfaring gør hende i stand til at håndtere de mange forskellige henvendelser, hun modtager, og hun trives med at hjælpe andre.

Selvom de teknologiske løsninger i stigende grad effektiviserer kundeservice, er den personlige kontakt stadig efterspurgt og værdsat. Sådan oplever Janni det i hvert fald:

- Vi har selvbetjeningsløsninger på vores hjemmeside, men kunderne må meget gerne ringe. Vi oplever, at de er glade for muligheden for personlig service, især når de har komplekse eller følsomme spørgsmål, som fx at lave en aftale om en afdragsordning eller mere tekniske spørgsmål. I sådanne tilfælde kan det være frustrerende at 'kommunikere' med en maskine.

- Mine kollegaer og jeg hører ofte: "Tak for en god service." Det betyder meget for os, fordi vi altid forsøger at give kunderne lidt mere, end de forventer, så de altid får en god oplevelse. Vores opgave er først og fremmest at besvare deres spørgsmål eller hjælpe dem godt videre – ikke at presse produkter eller mersalg på dem.

Janni understreger også, hvor meget arbejdsmiljøet betyder for hende: - Hos os har vi en god og fri omgangstone. Her er frihed til at planlægge egne opgaver og arbejdsdagen. Det betyder alverden for mig. Vi griner også meget sammen, især når vi mødes i kantinen og laver morgengymnastik. Det øger sammenholdet og sundheden - og holder skavankerne på afstand.

Mød Rikke Høegh Jensen, teknisk designer

2 + 2 giver altid 4

Kortet på computerskærmen bliver gransket meget nøje. Jo, den er god nok. Oplysningerne stemmer, konstaterer Rikke Høegh Jensen og klikker videre mellem kort, tegninger og datafiler på skærmen foran sig. Hun sidder bag en stor computerskærm, som giver hende det overblik, hun har brug for i sit daglige arbejde.

- Jeg bruger det meste af min arbejdsdag foran en skærm, så det er vigtigt, at jeg kan se det hele og bevare overblikket, siger hun.

Og netop overblikket er afgørende i Rikkes arbejde som teknisk designer i projektafdelingen. Hun arbejder med dokumentation og datahåndtering på spildevandsområdet, og hun har en central rolle, når det handler om at sikre, at oplysningerne om det, der ligger under jorden, er korrekte og opdaterede.

Rikke indlæser bl.a. tv-data før og efter ledningsrenoveringer, så dokumentationen altid afspejler virkeligheden. Hun modtager, gennemgår og registrerer også filer efter opmålinger. Og når der udføres gravearbejde, er det også Rikkes opgave at tjekke og sikre, at ændringerne bliver registreret i de digitale kort og tegninger.

- Det handler om at have styr på detaljerne. Hvis data ikke er opdaterede, kan det få betydning for mange andre opgaver, siger hun.

Vejen til jobbet har dog ikke været helt lige. Rikke er oprindeligt uddannet social- og sundhedshjælper, men efter nogle år ønskede hun at prøve noget andet. Hun overvejede bl.a. uddannelsen som mediegrafiker, men blev tiltrukket af det mere tekniske og systematiske arbejde.

- Jeg kan godt lide, at der ikke er så meget plads til synsninger. Når man arbejder med teknisk dokumentation, er tingene enten rigtige eller forkerte. To plus to giver altid fire, siger hun med et smil.

Siden har hun arbejdet hos en rådgivende ingeniør i byggebranchen, før vejen førte hende til forsyningsbranchen og senere til Vejen Forsyning, og her har hun været siden 2013. Og det er hun glad for og har ikke planer om at skifte:

- Her er der gode kollegaer, vi hjælper hinanden og finder altid en løsning. Samtidig er der en god balance mellem arbejde og fritid, og det betyder meget for mig, særligt når der er børn i familien, siger hun.

Mød Martin Høj Nielsen, driftsanvarlig - drikkevand
Driftsassistent står og tjekker display på vandværket

Sådan sikrer Martin, at der er vand i hanen

Når solen skinner fra en skyfri himmel, og husejerne fylder badebassinerne for at blive afkølet, kan Martin Høj Nielsen, driftsansvarlig i vandafdelingen, aflæse det i vandforbruget.

Hver dag kører han eller hans kollega ud til de to vandværker i Vejen by for bl.a. at holde et vågent øje med vandbruget. Et højere vandforbrug end forventet kan enten betyde et brud på et rør. Eller at mange husejere f.eks. er i gang med at fylde deres badebassiner samtidigt.

Med et digitalt overvågningssystem kan Martin nemt opdage uregelmæssigheder. En B- eller C-alarm betyder, at der skal tjekkes op på noget. Men hvis der står A i displayet, er det en kritisk fejl, der kræver øjeblikkelig handling.

- Også selvom det er juleaften eller midt om natten, siger Martin: - Forsyningen arbejder 24/7. Vi har derfor altid en medarbejder på vagt, som kan tilkaldes ved akut behov.

Vandkvaliteten tjekkes også på vandværket. Efter at grundvandet er blevet pumpet op af jorden, gennemgår det en simpel behandling, før det sendes videre som rent drikkevand.

Når Martin ikke er på vandværket, er han ude hos kunderne for at opsætte vandmålere, montere stikledninger og besvare spørgsmål. En variation, som Martin hilser velkommen:

- Jeg kan godt lide at møde og snakke med mennesker. Både med mine kollegaer i driftsafdelingen, som jeg har et godt forhold til, og de kunder, jeg møder i løbet af arbejdsdagen.

Martin, der oprindeligt er uddannet rørlægger, blev en del af Vejen Forsyning i begyndelsen af 2023. Han kendte allerede jobbet og virksomheden fra tidligere arbejde hos en entreprenør, der løser opgaver for forsyningen.

Men han har bestemt ikke fortrudt skiftet. Ud over kundekontakten og opgavevariationen kan han godt lide muligheden for selv kan planlægge og tage ansvar for sine opgaver.

Mød Daniel Hvam, projektleder

Han har prøvet begge sider af kloakarbejdet

Daniel Hvam er på vej mod Jels. Om lidt venter endnu et byggemøde, hvor han skal have en status på et af Vejen Forsynings mange projekter. Men arbejdsdagen kunne lige så godt være begyndt på kontoret foran computeren, hvor tegninger, beregninger og projekter skal planlægges.

For Daniel er ingen dage helt ens. Som ingeniør og projektleder i Vejen Forsyning er han med hele vejen gennem et projekt. Fra de første forundersøgelser og planlægningen af de konkrete løsninger til dialogen med borgere, virksomheder, leverandører og myndigheder. Når gravemaskinerne så rykker ind på byggepladsen, følger han arbejdet tæt gennem tilsyn og byggemøder. Og når projektet er afsluttet, bliver det evalueret og afleveret, inden data sendes videre til de tekniske designere, som opdaterer ledningsregistreringer mv.

Lige nu arbejder han bl.a. med en helhedsplan i Holsted. Her undersøger han, hvordan vi kan mindske antallet af overløbsbygværker, så mere spildevand bliver ledt til renseanlægget i stedet for at ende i vandløb.

- Jeg ser på, hvilke løsninger der giver størst værdi, og hvor vi kan gøre den største forskel for miljøet, fortæller han.

Vejen til jobbet begyndte ikke på en ingeniøruddannelse. Daniel er oprindeligt uddannet bygningsstruktør. Han har derfor selv stået på byggepladsen og været med til at etablere kloakløsninger. Men efter nogle år fik han lyst til at prøve kræfter med den anden side af projekterne.

- Jeg ville gerne være med til at designe løsningerne i stedet for kun at udføre dem. Derfor læste jeg videre, siger han.

Selvom det ikke er længe siden, han fik sit eksamensbevis, oplever han allerede sine praktiske erfaringer som en fordel: - Når jeg selv har stået ude i jorden og udført arbejdet, har jeg en anden forståelse for, hvordan løsningerne fungerer i virkeligheden. Det kan jeg bruge i mit arbejde i dag.

Han har kun været en del af Vejen Forsyning i få måneder, men er allerede faldet godt til.

- Der er mange sociale arrangementer, som gør det let at lære folk at kende på tværs af organisationen. Samtidig oplever jeg, at alle kan snakke med alle. Det gør det nemt at være ny, siger han og tilføjer: - Og så er det i det hele taget en spændende branche at være en del af. Der kommer hele tiden nye regler og krav, som betyder, at man hele tiden lærer nyt. Det gør, at arbejdet aldrig står stille.